Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

"Vi er alle sammen hinandens tjenere"

Biskoppens prædiken fortæller ret godt om Ribes tilgang til integration, i folkekirken. I slutningen af januar var der samlet over 150 til gudstjeneste og fejring af mangfoldighed og samarbejde.

Moses Lal Bawi Peng, præst i Chin Baptist Church, Ribe Domkirke. 

Der er over 100 nationaliteter i Ribe. Netop det tal lagde biskop Elof Vestergaard vægt på i hans prædiken, især fordi et godt udsnit af de mange nationaliteter var repræsenteret i domkirken den dag til migrantgudstjenesten. Det er en årlig tradition at samle stiftet med udgangspunkt i migrantsamarbejdet og minde Ribe om, hvor vigtigt det er, at alle kristne er hinandens tjenere – ikke kun kristne gammeldanskere. Gudstjenestens liturgi var der også mangfoldig deltagelse i. Søndagens tekster blev læst op på seks forskellige sprog, og der blev sunget salmer på vietnamesisk. Efter gudstjenesten var der børnekoncert, der samlede de mange flersprogede børn og deres forældre om kristen musik og dans.

Denne gudstjeneste er blot en af mange måder Ribe har fokus på, at integration går begge veje - at der skal være åbenhed fra begge sider mellem folkekirken og nydanske kristne menigheder.

Ribes mange nydanskere

Folkekirken i Ribe har det som vedvarende ambition, at den både tjener ny- og gammeldanskere. Der er nemlig en hel del indvandrere og efterkommere i Ribe stift. Dette er både af geografiske og historiske grunde. Stiftet er det tætteste på Danmarks grænse til Europa, og Ribe har i det hele taget haft flere bølger af indvandring; både i byerne, hvor der bor mange arabisktalende nydanskere, og på landet, som jævnligt ser en tilflytning af østeuropæiske arbejdsmigranter, som afdækker det stigende behov for arbejdskraft i landbrugssektoren.

Indvandringen i Ribe bringer både fordele og udfordringer for lokalsognene, som i forskellige grader forsøger at hjælpe de nytilkomne med at føle sig velkommen i folkekirken. Mange sogn har over 10% nydanskere, men i Kvaglund kirke i Esbjerg har hele 30 % af den lokale befolkning en anden baggrund end dansk.

”Vi vil ikke være en nakke-kirke men en snakke-kirke”

Hvis du er ny i Kvaglund kirke, slipper du ikke for en personlig hilsen hver søndag. Her nøjes man ikke med at kigge hinanden i nakken til gudstjenesten. Man rejser sig fra bænkene og går rundt og hilser, allerede inden første salme synges. Alle bliver set og snakket med, til både gudstjenesten og til kaffen bagefter – også hvis du ikke taler dansk. Som eksempel var en litauer på besøg denne søndag. Et par faste kirkegængere fik hurtig spottet ham og arrangeret oversættelse, så han hverken skulle sidde alene eller ikke forstå, hvad der blev sagt.

Nydanskere har Kvaglund kirke en lang åbenhedstradition med. Både besøgende litauere, men også ansatte og frivillige i kirkens dagligdag. Kirketjeneren er fra Congo, og der er fem praktikanter fra Eritrea og andre lande langt fra Danmark. Det er en grundlæggende værdi for kirken, og især migrantpræst Peter Sode Jensen, at kirken ikke kun er åben for nydanskere, men at kirken også afspejler befolkningen i området. ”Vi vil ikke være en nakke-kirke men en snakke-kirke” siger Peter, som også står i spidsen for Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe stift. Han taler her både om Kvaglund kirke, hvor meget af det tværkulturelle arbejde foregår, men også om alle de andre sognekirker i Ribe stift, hvor behovet vokser hvert år.

Nadver samler mennesker med forskellige baggrunde og trosretninger i Ribe domkirke. Peter Sode Jensen og biskop Elof Vestergaard tjener menigheden d. 26 januar.  

Kirkens integrationsindsats og integrationsbehov

Alt hvad Kvaglund kirke laver, er planlagt på en måde, så flest mulige forskellige kirkegængere og nysgerrige kan være med. Der er tre typer gudstjenester; fra G1, den klassiske som man kender den, til G3, en rytmisk gudstjeneste med en mere fri og åben form, hvor der er plads til alle. Aktiviteterne udover gudstjenesten afspejler både dens mangfoldige befolkning, men også de ildsjæle og ressourcer som kredser om kirken. Kvindeklub, mandeklub, sprogcafé, kristendomsundervisning og Al Massira er nogle af de faste tilbud kirken har for den blandede og sociale menighed. Men hvad ville kirken være uden migranter?

Det tværkulturelle som kirken arbejder med, er lige så meget et behov den har, som et behov den dækker. Så meget som Danmark har brug for arbejdskraft, nye idéer og udvikling, som den i høj grad får igennem indvandring, så har folkekirken også brug for de nye borgere, som den er nabo til. Kvaglund kirke er langt fra færdig med at udvikle sig.

Østeuropæere er en stor gruppe beboere som tilfører en kæmpe værdi til Ribe og nabostifterne. Derfor har både Ribe, Haderslev og Viborg stift holdt inspirationsaftner for at finde ud af, hvordan man kan styrke fællesskabet i kirken sammen med de østeuropæere, som beriger de lokalsamfund de bor i.  Vi er jo trods alt, som biskoppen påpegede i sin prædiken, ”allesammen hinandens tjenere".

 

Af: Anne Katrine Ebbesen.

Fejring af mangfoldighed og migrantsamarbejde i Ribe domkirke.