Kun positive møder på vejen til at blive præst i folkekirken

Wamwati Karuri: Født og opvokset i Danmark. Begge hans forældre stammer fra Kenya. Sognepræst, børne-ungepræst i Skovlunde Kirke. 

Hvorfor vil du gerne være præst i folkekirken?
Kirke og tro har været en stor del af mit liv fra jeg var helt lille. Jeg har også altid haft et stort omsorgsgen og blev tidligt frivillig både i kirkelige sammenhænge og senere fx på Børnetelefonen og Forældretelefonen. Jeg vil gerne gøre en forskel, og for mig er den bredeste platform for det at blive præst i folkekirken. 
I dag arbejder jeg blandt andet meget med sorg og har netop uddannet mig i ledelse af sorggrupper. Vi præster bisætter og begraver mange og møder derfor også dem, der har mistet og er i sorg. Børnenes sorg bliver ofte overset, fordi de voksne er udfordret nok af deres egen sorg. Sorggrupper for børn og unge er et af de steder, jeg som præst i folkekirken gerne vil gøre en forskel. 

Ville du foretrække at arbejde i en frikirke?
Nej. Jeg er jo vokset op i den katolske kirke, men kom på et tidspunkt ind i frikirkemiljøet. Det var et sted, som var godt for mig en tid, men jeg kunne ikke finde mig selv helt i frikirkemiljøet. Jeg savnede fx den faste liturgi i den katolske messe, orglet og den traditionelle salmesang. Samtidig kunne jeg heller ikke se mig selv gå tilbage til den katolske kirke af rent teologiske grunde. Så for mig ligger folkekirken lige for. 

Har du oplevet særlige barrierer på din vej til at blive præst i folkekirken?
Der har nok været barrierer i mig selv – mine egne fordomme om, hvordan man vil tage imod mig med min afrikanske afstemning – men jeg har kun haft positive møder, måske fordi jeg taler pæredansk og er vokset op i den danske kultur. 

Jeg troede også, det ville være svært at finde embede med min baggrund i både den katolske kirke og frikirkemiljøet. I frikirkemiljøet kan man være meget bogstavtro, og det er ikke alle menigheder i folkekirken, der tager imod det med åbne arme. Jeg er endt i Skovlunde Kirke, hvor der også har været en anden præst med katolske rødder – en tidligere jesuitpræst, Johannes Theodor Maria Simons, som var her fra 1982-1989.

Jeg har en enkelt gang oplevet, at der var en ældre kvinde, der ikke ville have mig som præst til en bisættelse, men jeg var den eneste, der var på vagt, og bedemanden overtalte hende til at møde mig. Jeg oplevede hendes reaktion som lidt fordomsfuld, inden vi mødtes. Men vores møde gik rigtigt godt – nok fordi jeg er så pæredansk og taler som alle andre danskere.

Hvad er folkekirkens styrke?
Det er nok lidt en kliché, men det er jo rummeligheden, som gør at alle er velkomne i folkekirken. Samtidig er det så indgroet i det danske samfund og den danske kultur, at der er grundlæggende tillid til folkekirken. Derfor har vi fx kontakt til de nye konfirmander gennem folkeskolen, og hver december kommer alle børneinstitutionerne til gudstjenester her. Det er et stort privilegium.  

Den største svaghed?
Det er nok, at folkekirken er ret dårlig til at række ud til folk med anden etnisk baggrund. Der er ikke nok fokus på det, hverken på at møde efterkommere eller folk, der har et andet sprog. Nogle steder prøver man fx Folkekirken for Internationals, og enkelte steder holder man også ind imellem en gudstjeneste på engelsk, men der kunne godt komme mere fokus på det. Også her hos os selv.

Vil du anbefale andre efterkommere eller indvandrere at blive præst i folkekirken?
Folkekirken skal afspejle samfundet, så det vil jeg anbefale alle, der har et ønske om at blive præst. De skal bare se at komme i gang, men det kan være sværere, hvis man har sproglige barrierer.