Folkekirken er et åbent sted... hvis du møder de rette personer

Det er tidlig morgen i Middelfart på Inspirationsdage for migrantpræster og ledere, og Christophe har indvilliget i at sætte nogle ord på sit forhold til og oplevelse af folkekirken. Christophe kom til Danmark fra Burundi i 2011, hvor han var diakon i den anglikanske kirke. Han understreger, at han selvfølgelig kun har kort erfaring med folkekirken og kun kan tale ud fra denne. Smilende, venlig og med alvor begynder han sit svar på spørgsmålet om hans relation til folkekirken. 

“Folkekirken ser ud til at være åben for migranter. Jeg siger det på den måde, fordi det afhænger af hvilke personer du møder, når du går ind i den.”  

Som migrantkristen med en anden kulturel baggrund har han oplevet det som en blandet oplevelse at prøve at tage kontakt med folkekirken. Både på det personlig plan og strukturelt i forhold til at bruge kirken. 

De første møder var på det personlige plan. For Christophe var forventningen at præsten som den første ville tage kontakt med ham. Sådan ville det være hvor han kom fra.  Men her var oplevelsen blandet. Nogle tog sig god tid til at samtale med ham, andre nærmest flygtede, eller havde ikke tid.  

“Jeg indså at kirken ikke nødvendigvis var som billedet fra bibelen, kirken som Kristi Legeme, hvor du kommer ind og er hjemme og kan føle dig hjemme. Nogle gange kan du føle dig udenfor.” 

Forventningen om at være kommet hjem – og så føle sig som fremmed var svært at være i. 

Det har været det samme på det strukturelle plan. Som udefrakommende har det nogen gange virket vilkårligt på ham om det har været muligt at lave aftale fx om brug af et rum i kirken. 

Som eksempel fortæller han om en “learning experience”, hvordan han i et studiepraktikforløb i en kristen hjælpeorganisation får en opgave med at lave et lokalt børnearrangement.

For Christophe er det, det mest naturlige i verden at kontakte en kirke han er kendt med  for at låne lokaler til arrangement. Han kender kirken, og det er en kristen organisation han arbejder for. Han kan ikke forestille sig andet end at kirken vil være begejstret. Det er jo det kirken er til for! 

Stor bliver hans overraskelse derfor, da han finder ud af præsten fortæller ham at han skal skrive en motiveret ansøgning til formanden og menighedsrådet og inden da tale med kordegnen om betingelser for at låne rummet, som han finder ud af vil koste 750 kr per time.

På den anden side oplever han senere som frivilig ansat at kunne låne rum uden problemer.  

For Christophe opleves det som vilkårligt og uigennemsigtigt – og reelt et problem. Det er let for at andre at komme i klemme der. “hvis den pågældende person ikke er interesseret, bliver du stoppet lige der!” 

Omvendt har han også oplevet stor engagement og hjælp, som da en præst inviterede ham med til stabsmødet og tog ham med fra Vejle til Haderslev til biskoppen. Her fortalte biskoppen om Porvoo-samarbejdet og både biskop og lokalpræst hjalp til den videre process med at begynde internationale gudstjeneste. Den er han dyb taknemlig for. 

For andre migranter er hans håb at folkekirken i stigende grad lokalt vil gøre brug af dem. Fx til praktiske småjobs, der giver et tilhørsforhold, giver mulighed for at kunne bidrage til kirken, og føle den som deres hjem i et ny kultur. Han kunne også ønske at folkekirken i højere grad gjorde brug af de teologiske kompetencer som migranter har med. Til nye migrantkristne slutter han: 

“Kirken er der og det er bedst at vi omfavner den og bliver i den – som fremmed så observer og lær, det tager tid med små skridt, men der kan ske noget.”

Af Carsten Espersen